Tadre Mølle, tidl. Taderød Mølle, fungerer som historisk møllegård og naturcenter. Tadre Mølle er den sidste af de i alt 13 vandmøller, der tidligere fandtes i Elverdamsdalen omkring Aastrup Gods nær Hvalsø og Tølløse. Tadre Mølle, der indgår som en del af bygningskomplekset Tadre Møllegård, forsynes med vand fra Taderød Bæk, som med et stærkt fald løber ud i Elverdamsåen. Tadre Mølle er en af de få sjællandske vandmøller, der kan ses i funktion på sin oprindelige plads.

Der har været vandmølle på stedet siden 1300-tallet. Den nuværende møllebygning og mølleriet er opført i 1840. Tadre Mølle er fredet sammen med 12 ha af omgivelserne, og møllen og bygningerne fungerer i dag som naturcenter og kulturhistorisk museum med en arbejdende møllegård fra 1800-tallet.

Tadre Mølle er et yndet udflugsmål og har en naturlejrplads, som især bruges af lejrskoler i sommerhalvåret. Derudover afholdes markeder og temadage i samarbejde med Tadre Mølles Venner og Danmarks Naturfredningsforening.

På Tadre Mølle finder du både en lille butik samt mulighed for at købe kaffe, te og andre drikkevarer.

En del af noget større!
Tadre Mølle er en del af museumskoncernen ROMU, som blev etableret i 2015. Koncernen udgøres i dag af 10 besøgssteder herunder Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle, Gl. Kongsgård samt Domkirkemuseet i Roskilde Domkirke.

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan er blevet udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. Roskilde Museum forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

Læs mere om ROMU her