Et ikon fylder rundt – Mølle Maries 120 års fødselsdag

Maries liv centrerede sig om de nære ting omkring hende – jorden og afgrøderne, dyrene, vandet i bækken og møllen. Hun udtrykte engang, at et liv skal være jævnt og muntert – og denne overbevisning levede hun efter til fulde.
Marie boede og arbejdede på Tadre Mølle det meste af sit liv. Som 12 årig blev hendes far, murermester Christian Hansen, fæstemøller og landmand på Tadre Mølle, der da hørte under Sonnerupgård. I 1916, som 14-årig startede Marie som pige hjemme på gården. Hun passede blandt andet havens mange frugtbuske og træer og fodrede og malkede køerne.
Gården havde foruden vandmøllen også 22 tønder land, et mindre savskæreri og staldbygninger til dyrehold – så der var nok at bestille for familien. Ud over ophold som elev og senere stuepige på Ryslinge Højskole på Fyn, var Marie aldrig væk fra gården i længere tid af gangen. Hun skrev selv i sine erindringer, at Tadre Mølle ikke kunne undvære hende. Da Maries far døde i 1945, overtog Marie mølledriften og landbruget og i 1952, som 50 årig, købte hun møllen for sine sparepenge. På dette tidspunkt var hun Danmarks eneste kvindelige møller.
Marie ansatte en karl der hed Karl til at hjælpe hende med driften af gården. Karl stod for markerne, Marie stod for vandmøllen. Selvom både Marie og Karl knoklede med at drive gården, var hun altid glad for at få besøg. Helt frem til slutningen af 1980’erne viste hun med glæde møllen frem til familie, venner og andre besøgende. Mange husker endnu hendes karakteristiske midtsjællandske tungemål, hvormed hun, og altid med et lunt glimt i øjet, ivrigt fortalte om møllen og dens enkle og iøjnefaldende fortræffeligheder.
Møllen sikres for eftertiden
Da Karl døde i 1977 efter knap 25 års tro tjeneste, begyndte Marie så småt at indstille sig på at give de tungeste arbejdsbyrder fra sig, og i årene frem til salget af gården, fik hun hjælp udefra til at drive jorden. Hun fik i denne periode også hjælp fra den nystiftede forening Tadre Mølles venner, der b.la. hjalp hende med at skaffe penge til et nyt vandhjul og passe både mølle og have. Marie solgte i 1986 Tadre Mølle til Nationalmuseet for en mindre sum penge med den betingelse, at hun kunne blive boende på møllen, så længe hun levede, og at møllen blev drevet videre som en arbejdende mølle.
Nogle år før Marie solgte møllen, kom en amerikaner og tilbød hende meget mere for møllen, end hun siden solgte den for. Dette afslog Marie. Og når hun blev spurgt, hvorfor, svarede hun: ”Jeg har en seng, en stol og bord, jeg kan kun bruge en ad gangen!”
Den historiske møllegård
Marie har flere gange modtaget en pris for sin ukuelige indsats på møllegården – ikke mindst den kongelige belønningsmedalje af 2. klasse med krone, som hun siden modtagelsen i 1986 stolt bar ved festlige lejligheder. I forbindelse med Maries modtagelse af den kongelige belønningsmedalje skulle hun havde sagt, ”Jeg vil håbe, at møllen bliver lavet til museum i fremtiden, i hvert fald i sommermånederne. Det håber jeg, de gør efter mig! Det håb har hun i dag til fulde fået opfyldt – og vi ærer i dag hende minde.
Tadre Mølles venner er fortsat aktive på Møllen. Foreningen tæller omtrent 30 aktive medlemmer der passer haven, driver caféen Maries Minde og Møllelauget. Møllen ejes i dag af Den Selvejende institution DSI-TM og også Nationalpark Skjoldungernes Land og Danmarks Naturfredningsforening er aktive på stedet.
I år falder den 14. august på en søndag. Tadre Mølles venner inviterer til åbent hus med spillemandsmusik, fortællinger om Mølle Marie og rundvisninger på møllen og i området.
Der vil være salg af kaffe, kage og grillpølser. Læs mere om arrangementet her.
Forår betyder påske ved Tadre Mølle
Tadre Mølle inviterer til ægte forårshygge og familietid. Skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag åbner Tadre Mølles Venner i samarbejde med ROMU for påskeværksteder og håndarbejde ved den gamle vandmølle
DET HYGGELIGE JULEMARKED VED TADRE MØLLE ER TILBAGE
Efter en pandemipause i 2020 kan Tadre Mølles Venner og ROMU igen i år invitere til det stemningsfulde julemarked ved Sjællands smukkeste vandmølle. Det sker den 5. december.
Tadre Mølle kåret til Danmarks næstsmukkeste vandmølle
TUSIND TUSIND TAK
Vi er så overvældede og glade for al den opbakning Tadre Mølle har modtaget i forbindelse med kåringen af Danmarks smukkeste vandmølle.
Efter et meget tæt løb landede vi en flot andenplads– og det kan vi være rigtigt stolte af!
Stort tak til alle jer der har stemt
Tryk og læs Dagbladet Roskilde, Lejres fine artikel om afstemningen.