Det hyggelige julemarked på Tadre Mølle er tilbage

11.11.2021

Pressemeddelelse

En søvnig møllegårdsnisse bliver vækket op til jul 2019. Han har sovet næsten lige siden, så det må være tid til at få ham vækket igen, mener Tadre Mølles Venner og ROMU, som inviterer til julemarked. Foto: Bent Gottfredsen

Efter en pandemipause i 2020 kan Tadre Mølles Venner og ROMU igen i år invitere til det stemningsfulde julemarked ved Sjællands smukkeste vandmølle. Det sker den 5. december.

Det’ sørme, det’ sandt, det’ meget snart december! Og første søndag i december genoptages en af julens fineste traditioner for alle, som er til julemarkeder i stemningsmættede omgivelser.

Familier og venner, voksne som børn kan få den hyggeligste adventssøndag med oplevelser for alle, når Tadre Mølles Venner og ROMU atter kan invitere til det årlige julemarked ved den gamle mølle.

Markedsboderne vil bugne med alskens håndlavede og unikke kvalitetsprodukter, mens duften fra gløgg, vafler og andet mundgodt spreder sig på møllegårdens område.

Væk nissen og tag en tur i hestevogn

Der er værksteder til børnene, åbent i Café Maries Minde og hestevognsture i Tadre Skoven med julestemning til op over begge ører. Og så bliver der naturligvis også mulighed for at være med til at vække nissen – som det sig hør og bør, når julen nærmer sig på Tadre Mølle:

”Den gamle møllegårdsnisse har hvilet sig helt siden forrige jul, så det er på tide, at vi får ham ud af fjerene!”, siger Isabella No’omi Fuglø, som er ROMUs museumsinspektør ved Tadre Mølle.

Hun ser frem til igen at kunne invitere til julemarked og er samtidig opmærksom på, at det fortsat er vigtigt at tage sine forholdsregler:

”Vi kommer til at bede om coronapas og holder selvfølgelig nøje øje med myndighedernes udmeldinger i den kommende tid, så vi kan sørge for, at alle trygt kan besøge julemarkedet”, forklarer hun og garanterer samtidig gode gaveidéer, stemningsfulde smagsindtryk og julens allerbedste dufte.

”Vi glæder os til at byde julen velkommen på den gamle vandmølle i den eventyrlige og naturskønne Elverdamsdal”, smiler museumsinspektøren.

Det er muligt at betale med kontanter og MobilePay. Der er begrænset parkering på området.

Tid, pris og sted

5. december kl. 10-16

Alm. entré. 35 kr. for voksne. Børn og unge under 18 år: Gratis.

Husk Coronapas

Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, Hvalsø

MERE INDHOLD FRA TADRE MØLLE

Tadre Mølle skruer helt op for hyggen i efterårsferien

Tadre Mølle skruer helt op for hyggen i efterårsferien

Bål, skov, smuk natur og masser af familiehygge er på programmet, når Tadre Mølle hilser efteråret velkommen i uge 42. Besøgende på møllen kan hele efterårsferien udfordre deres kreativitet, samle-evner og madkundskaber.

Til top
X
post-2975

Nu kan du gå til kilderne – og blive klogere på fortiden, mens du går

BEGIVENHED

Nu kan du gå til kilderne – og blive klogere på fortiden, mens du går

05.06.2023

Pressemeddelelse
Stine Blegvad

 Foto: ROMU

Alle er velkomne når DSI Tadre Mølle og Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med ROMU lørdag den 10. juni inviterer til genåbning af Danmarks eneste åbne kildekalksbrud og til indvielse af en ny kildekalksrute ude på Tadre Mølles enge.

Kildekalk har haft stor betydning for opbygningen af det tidlige Danmark. Før mursten og brændt ler blev udbredte byggematerialer, var kildekalk et eftertragtet materiale, ikke mindst, når der skulle bygges stort og flot.

Kildekalk indgår derfor i nogle af Danmarks ældste, murede bygninger, heriblandt de tidlige kirkebyggerier i og omkring Roskilde.

Det porøse materiale – som også kaldes frådsten, fordi det minder om frådende havskum – udskilles ved kalkholdige kildevæld, og Danmarks eneste åbne kildekalksbrud ligger ved Tadre Mølle.

Kulturhistorie og natur hænger tæt sammen

Fremover kan møllens besøgende nu udvide den kulturhistoriske oplevelse med fortællinger i det naturskønne område, der omgiver møllen: en ny Kildekalksrute på Tadre Mølles Trampesti formidler nemlig områdets kilder, kildekalk og engens liv.

”Naturen har altid været en stor del af den kulturhistoriske oplevelse, som et besøg ved Tadre Mølle tilbyder. Og med kildekalksruten bliver de kulturhistoriske fortællinger nu knyttet endnu tættere til – ja ligefrem bragt ud i møllens naturskønne omgivelser”, fortæller ROMUs publikumschef Isabella Fuglø.

”Det er så fortjent, for det er en kulturhistorisk og naturskøn perle, vi har her. Og der er særligt én grund til, at det kan lade sig gøre at skabe et tiltag som dette; nemlig at så mange forskellige gode kræfter, fra DSI Tadre Mølle over Tadre Mølles venner til nationalparken og ROMU, elsker Tadre Mølle og arbejder sammen om at få kulturhistorie og natur til, ikke bare at gå hånd-i-hånd, men ligefrem at flette fingre”, smiler Isabella Fuglø.

Langs ruten er sat nye kilde-bænke op, hvor man kan tage et hvil og lytte til vandets rislen –  og så kan man finde både viden og ideer til aktiviteter i en ny folder og på Nationalpark Skjoldungernes Lands app.

Den 10. juni indvies ruten med taler, godt til ganen og fælles vandring på ruten. Alle kan være med.

Program:

11.00: Velkomst og taler. 
11.30: Vandring ad Kildekalksruten med fortællinger om kilder og kildekalk.
12.30: Tak for i dag.

Efter arrangementet byder ROMU og Tadre Mølles Venner gæster velkommen i Tadre Mølles mølleværk og udstillingen ”Vandmøllernes dal”. Det er også muligt at købe kaffe, kage eller møllemel i café Maries Minde.

Tid, pris og sted

  1. juni 2023, kl. 11:00
    Arrangement: gratis. Adgang til Tadre Mølles udstilling: 35 kr.
    Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø

MERE INDHOLD FRA TADRE MØLLE

Tadre Mølle skruer helt op for hyggen i efterårsferien

Tadre Mølle skruer helt op for hyggen i efterårsferien

Bål, skov, smuk natur og masser af familiehygge er på programmet, når Tadre Mølle hilser efteråret velkommen i uge 42. Besøgende på møllen kan hele efterårsferien udfordre deres kreativitet, samle-evner og madkundskaber.

-->
Åbent i dag
d.5-6-2023
11.00-16.00