Nu kan du gå til kilderne – og blive klogere på fortiden, mens du går
05.06.2023
Pressemeddelelse
Stine Blegvad
Alle er velkomne når DSI Tadre Mølle og Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med ROMU lørdag den 10. juni inviterer til genåbning af Danmarks eneste åbne kildekalksbrud og til indvielse af en ny kildekalksrute ude på Tadre Mølles enge.
Kildekalk har haft stor betydning for opbygningen af det tidlige Danmark. Før mursten og brændt ler blev udbredte byggematerialer, var kildekalk et eftertragtet materiale, ikke mindst, når der skulle bygges stort og flot.
Kildekalk indgår derfor i nogle af Danmarks ældste, murede bygninger, heriblandt de tidlige kirkebyggerier i og omkring Roskilde.
Det porøse materiale – som også kaldes frådsten, fordi det minder om frådende havskum – udskilles ved kalkholdige kildevæld, og Danmarks eneste åbne kildekalksbrud ligger ved Tadre Mølle.
Kulturhistorie og natur hænger tæt sammen
Fremover kan møllens besøgende nu udvide den kulturhistoriske oplevelse med fortællinger i det naturskønne område, der omgiver møllen: en ny Kildekalksrute på Tadre Mølles Trampesti formidler nemlig områdets kilder, kildekalk og engens liv.
”Naturen har altid været en stor del af den kulturhistoriske oplevelse, som et besøg ved Tadre Mølle tilbyder. Og med kildekalksruten bliver de kulturhistoriske fortællinger nu knyttet endnu tættere til – ja ligefrem bragt ud i møllens naturskønne omgivelser”, fortæller ROMUs publikumschef Isabella Fuglø.
”Det er så fortjent, for det er en kulturhistorisk og naturskøn perle, vi har her. Og der er særligt én grund til, at det kan lade sig gøre at skabe et tiltag som dette; nemlig at så mange forskellige gode kræfter, fra DSI Tadre Mølle over Tadre Mølles venner til nationalparken og ROMU, elsker Tadre Mølle og arbejder sammen om at få kulturhistorie og natur til, ikke bare at gå hånd-i-hånd, men ligefrem at flette fingre”, smiler Isabella Fuglø.
Langs ruten er sat nye kilde-bænke op, hvor man kan tage et hvil og lytte til vandets rislen – og så kan man finde både viden og ideer til aktiviteter i en ny folder og på Nationalpark Skjoldungernes Lands app.
Den 10. juni indvies ruten med taler, godt til ganen og fælles vandring på ruten. Alle kan være med.
Program:
11.00: Velkomst og taler.
11.30: Vandring ad Kildekalksruten med fortællinger om kilder og kildekalk.
12.30: Tak for i dag.
Efter arrangementet byder ROMU og Tadre Mølles Venner gæster velkommen i Tadre Mølles mølleværk og udstillingen ”Vandmøllernes dal”. Det er også muligt at købe kaffe, kage eller møllemel i café Maries Minde.
Tid, pris og sted
- juni 2023, kl. 11:00
Arrangement: gratis. Adgang til Tadre Mølles udstilling: 35 kr.
Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø
MERE INDHOLD FRA TADRE MØLLE
Et ikon fylder rundt – Mølle Maries 120 års fødselsdag
Et ikon fylder rundt - Mølle Maries 120 års fødselsdag 10.08.2022Af Maja Lindholm KvammMølle Marie boede og arbejdede det meste af sit liv på Tadre Mølle i Elverdamsdalen. Foto: ROMU. Marie Hansens ufravigelige og altid åbenlyse kærlighed til Tadre Mølle, hendes...
Forår betyder påske ved Tadre Mølle
Tadre Mølle inviterer til ægte forårshygge og familietid. Skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag åbner Tadre Mølles Venner i samarbejde med ROMU for påskeværksteder og håndarbejde ved den gamle vandmølle
DET HYGGELIGE JULEMARKED VED TADRE MØLLE ER TILBAGE
Efter en pandemipause i 2020 kan Tadre Mølles Venner og ROMU igen i år invitere til det stemningsfulde julemarked ved Sjællands smukkeste vandmølle. Det sker den 5. december.